Sygruppe for ukrainere m.fl.
Lidt historie:
Igennem en del år havde vi en Syklub for kvinder med anden etnisk baggrund. Der har været kvinder fra Somalia, Eritrea, Syrien, Afghanistan, Iran og Ukraine. Vi var ca. 6-8 danske damer til at hjælpe et hold på ca. 12 kursister. Alle, der ikke selv havde en symaskine, og gerne ville have en derhjemme, fik doneret en via penge fra forskellige organisationer og foræret via privatpersoner. Vi fik også en masse stof, tråd og andet doneret. Vi syede én gang ugentligt om tirsdagen, og havde fået lov til at låne såvel symaskine- lokalet som formningslokalet på Aakjærskolen, hvor der var ca. 8 symaskiner til rådighed. Vi syede, drak kaffe og spiste kager fra de forskellige lande, mens vi snakkede og hyggede os og fik indblik i hinandens kulturer.
På grund af corona, stoppede vi i 2020, men da det igen var muligt at starte, havde de fleste kvinder fået så meget at se til med skole, job, familie mv., at der er ikke mere var overskud til at gå på sykursus.
Men… krigen i Ukraine gjorde, at der igen blev behov for en syklub.
Vi fandt et lokale på loftet af Asylgade 4 – desværre ikke på Aakjærskolen – så vi skulle nu finde symaskiner, stof, tilbehør samt andet sy-grej til alle de nye kursister, der hurtigst meldte sig efter vi havde reklameret for det i maj 2022.
Det lykkedes, og i dag næsten 3 år senere er der stadigvæk fuld gang i syklubben. Vi er nu 5 danske damer, og 16 med flygtningebaggrund, heraf de fleste fra Ukraine.
Vi låner nu et stort lokale i kælderen på Møllegården, hvor vi syr hver tirsdag aften fra kl. 17.30 til 20.00. Vi holder lukket i skoleferier m.m. Vi har nogle skabe her, så vi kan opbevare symaskinerne og div tilbehør her.
Via donationer fra fonde, klubber og private mennesker er det lykkedes os at have symaskiner til alle kursister, når vi mødes på Møllegården, ligesom en del også har fået en symaskine med hjem, hvis de har haft behov herfor.
Vi får løbende foræret stof og sytilbehør fra private personer, ligesom vi har et venligt menneske, der hjælper os med at reparere symaskinerne, uden vi skal betale arbejdsløn herfor.
Også Kultur på Tværs/Venligboerne for Skive og Omegn, Dansk Flygtningehjælp og andre fonde, foreninger m.m. bidrager efter ansøgning til, at vi kan holde syklubben kørende med det, der kræves, for at kunne sy på maskiner, samt løbende anskaffe nye/brugte maskiner.
Så i mange uger i snart 3 år har vi syet, hygget os, drukket kaffe og te, og snakket lidt dansk, selv om det ikke er så let endda.!!!
P.t. er Jette Nielsen leder af sygruppen.
Opdateret 01.02.2025
Kontakt Jette May Nielsen – E-mail: jette0200@gmail.com